Kære medlemmer

Årets gang i HSDK blev skudt i gang ved generalforsamlingen, hvor vi fik snakket en masse på kryds og tværs. Der var en del gode debatter og især om årets DM var der stor interesse. Det er altid lærerigt at udveksle synspunkter med hinanden, som vi jo gør på generalforsamlingerne, og samtidig er der altid stor gensynsglæde ved at hilse på hinanden som medlemmer af HSDK. Heldigvis er der altid en del medlemmer, der vælger at deltage aktivt i generalforsamlingen, og det er dejligt med det store engagement og den iver, der kommer frem når vi mødes.

 I bestyrelsen sagde vi tak for denne gang til Michael Nielsen, Trine Hovmand og Ann Nyemann Nielsen. Vi sagde samtidig velkommen til Josefine Rønn Jakobsen, Lene Ankersborg og Pernille Krogsten. Vi havde lidt uklare linjer i forhold til afstemningerne, som blev opklaret de efterfølgende dage ved hjælp fra DRF, og så kunne vi konstituere os. Derefter gik det store arbejde i gang med at få rammerne for årets DM på plads. Vi havde i bestyrelsen nogle gode debatter, både om hvorvidt vi skulle prøve at finde et andet tidspunkt til afholdelsen af stævnet, og hvor vi skulle holde det henne. Vi arbejdede især meget med DM de første to måneder efter generalforsamlingen, og så besluttede vi at holde fast i Sportsrideklubben Bogø, der som bekendt også dannede rammerne for DM i 2016. Det blev en beslutning vi måtte ændre sidenhen, da det viste sig at være urimeligt svært at få til at hænge sammen økonomisk. Vi fik gode råd og opbakning med på vejen fra både DRF og vores nærmeste, og vi fik afsluttet samarbejdet med Bogø. 

Nu måtte vi handle effektivt, og med stor hjælp fra Marianne Hejlsberg og lokalområdet i Tørring-Uldum, kunne vi efter 10 dage fortælle vores spændte medlemmer, at der blev DM i 2018 og at vi skulle til Tørring-Uldum denne gang. Det var helt overvældende at opleve, at hver gang vi snakkede med nogen i lokalområdet, så udviste de stor interesse for at vi skulle holde stævne hos dem, og de bød os så hjertelig velkommen, og vi var ikke spor i vejen eller til besvær. Om det så var hos fodboldklubben, hvis baner vi skulle bruge til at campere på, eller det var hos rideklubbens nabo, hvor teltstalden skulle stå, så blev vi mødt af en fantastisk og varmende goodwill, der gav god energi til det videre arbejde med at planlægge stævnet. Og lad os bare slå fast med det samme: det var et stort arbejde at skulle planlægge og koordinere et stævne på kun 6 uger, hvor vi ofte bruger det meste af året på at få alle detaljerne på plads. 

Foråret og den tidlige sommer bød også på andre udfordringer for hele heste-Danmark, da der udbrød heste-herpes flere steder. Den smitsomme sygdom gjorde at der blev aflyst stævner i massevis, og man valgte at holde sine heste hjemme for at undgå smittespredning. For HSDK betød det også aflyste stævner, og både Fyn, Syd og Midt måtte aflyse deres stævner i foråret, til stor ærgrelse for alle der havde glædet sig til at komme ud af vinterhi og pudse stævnegrejet af. Den situation gjorde, at vi i bestyrelsen valgte at dispensere for kvalifikationskraven til senior dressur til DM, da det endte med at blive så stor en del af stævnesæsonen, der blev aflyst. Heldigvis var smitten ikke nået til Sjælland, og det lykkedes for region Sjælland at få afholdt et enkelt stævne i foråret. Da faren for smitte blev afblæst, kunne vi ånde lettet op, og der nåede alligevel at blive afholdt 5 stævner i HSDK regi i 2018, plus at sydvest barslede med en nytårskur i januar, som vi håber vil blive en fast tradition fremover. Alt i alt var det alligevel ret godt gjort i 2018 og der skal herfra lyde en stor og varm tak til alle jer, der hjælper med at afholde stævner for HSDK og alle jer, der vælger at støtte op og deltage gang på gang.

Til årets DM fik vi afprøvet både kendte klasser og et par nye tiltag havde også nået at snige sig med ind. De nye Danmarksmestre blev kåret, og vi fik afholdt både en par-cup og der var stor tilslutning til HSDK-cuppen i år. Den nye par-cup blev vundet af Maja Lassen på Amazing Grace og Sofie Kristensen på Sting Classwei af Åtte bjerge og HSDK cuppen blev vundet af Maria Feldberg med Cybille. De nye Danmarksmestre er : Julia Whitaker Pedersen med Small Star i U12 dressur, Amanda Balle-Larsen med St. Georg i Ungheste dressur, Sofie Kristensen med Sting Classwei af Åtte Bjerge i Senior dressur, Christine Egtved med Nanna af Kroggaard i U16 Spring og Sofia Wilhelmsen med Diwa i Senior spring. Hjertelig tillykke til jer alle sammen med jeres flotte resultater.  Det er altid en stor glæde at se alle de smukke haflingere stråle om kap i solen når vi mødes til DM, og den gode stemning kan mærkes i alle kroge af stævnepladsen. Om det er når vi kigger ind til Lone i sekretariatet, hilser på gamle venner i stalden eller møder nye skønne bekendtskaber, så er DM bare noget særligt. I år var det endnu mere særligt, for vi fik besøg af HSDK’s stiftende medlemmer til festaften lørdag, og det var et dejligt syn at se de skønner damer sidde i solen ved siden af banerne og sludre i solen som en flok gamle veninder. Tak til Lis, Ellen, Marianne, Lisa og Hanne for jeres store arbejde med at stifte vores allesammens klub, og tak fordi I ville være med ved årets DM. Den arrangerende flok HSDK’ere drog glade, støvede og trætte hjem fra DM 2018 med varme i hjertet og kun få flere grå hår end vi startede ud med.

2018 var året, hvor HSDK havde sin første runde fødselsdag og det blev fejret med en JubilæumsCup, hvor alle startende medlemmer ville være lige. Uanset hvor mange heste man har med til stævnerne, og uanset om man bliver nummer 1 bagfra eller vinder, så fik alle en medalje med hjem hver gang man deltog i et stævne. Til trods for de aflyste stævner, så har vores medlemmer, det er du og jeg og vores sidemand, deltaget i HSDK stævner og modtaget 146 medaljer, det er ret flot. Tak fordi I kom. Det udløste et lotteri, og vinderen bliver fejret senere her i dag. 

Efteråret bød på de sidste af årets stævner i HSDK regi, EM og Haflinger Championat. En flok talentfulde og seje ryttere drog fra Danmark til EM og herfra skal lyde et stort tillykke med jeres flotte resultater. Sussie Carlsen  og Julie Duus havde den fornemme titel af Chef D’Equipe og holdt styr på tropperne, og vi herhjemme nød at kunne følge med i jeres oplevelser. Her er det bestemt på sin plads at fremhæve de tre danske topscorere Charlotte, Sofie og Christine. Charlotte Jørgensen med Thor vandt hele to samlede bronzemedaljer i westerndisciplinerne pleasure og horsemanship, Christine Egtved med Nanna af Kroggaard vandt første afdeling af den lette springklasse for heste på 6 år og ældre, og Sofie Kristensen med Sting Classwei af Åtte Bjerge vandt anden afdeling af den lette dressurklasse for heste på 6 år og ældre. Hjertelig tillykke til jer alle tre med de meget flotte resultater.

HSDK var i år også med til at arrangere Haflinger Championatet. Det har ligget bestyrelsen meget på sinde, at vi gerne vil arbejde sammen med både HADK og DTH, og her lykkedes det at få samlet alle tre haflingerforeninger i Danmark om det samme bord, og det er vi glade for. Der blev vist nogle virkeligt flotte heste og ridt frem til championatet, og vi er glade for at vores medlemmer valgte at bakke op om arrangementet. Det var dog heller ikke uden knubs for HSDK at være med til at afholde chapionatet, idet det udløste problemer for de af vore ryttere, som har heste med blod i sig. Vi var glade for at være med, men vil gerne at alle vore medlemmer skal kunne deltage på lige fod til arrangementer vi er en del af, og derfor er vi ikke med til at arrangere championatet i 2019, men vi håber og tror på at fortsætte samarbejde og dialog med både HADK og DTH i fremtiden.

Vi har i bestyrelsen brugt en del af vinteren på den begyndende planlægning af DM 2019, og valgte at det var på tide at prøve at lægge stævnet i starten af sommeren. Det har været et stort arbejde at få en aftale på plads med et sted, uden at det skal vælte vores beskedne budget og samtidig have plads til alle landets smukkeste haflingere. Vi er i bestyrelsen glade for at kunne fortælle jer her i dag hvor DM 2019 skal afholdes henne, og håber at det måske endda kan blive en tilbagevendende begivenhed. Desværre har jeg ikke selv mulighed for at deltage ved dm denne gang, men jeg vil sende alle jer der er med en masse varme tanker og krydse fingrene for en skøn DM-weekend.

Til slut vil jeg sige tak. Tak til medlemmerne for jeres store interesse i klubben, til jer der sidder og arrangerer i regionerne, og tak til bestyrelsen for de mange gode stunder vi har haft sammen. Jeg har valgt ikke at genopstille, da jeg har brug for en pause fra arbejdet i bestyrelsen og gerne vil bruge mine kræfter på andet for en stund. Jeg har haft tre gode og lærerige år i bestyrelsen, og jeg vil savne den gode stemning og arbejdsiver, der kendetegner mine bestyrelseskolleger. Jeg er sikker på at HSDK er i gode hænder hos den næste bestyrelse, og ønsker jer rigtig god arbejdslyst fremover.

Venlig hilsen Lene Rask Rasmussen, formand HSDK