DM UDVALG
Vær med!
Udvalg man kan melde sig til:

Springudvalget
Her er udvalget, hvor DU virkelig kan sætte dit præg på, hvordan spring skal afholdes til DM 2026!
- Har du store DM-drømme?
- Fede idéer?
- Og lyst til at løfte springsporten til et nyt niveau?
- Så er det her, du skal melde dig på
Du må også meget gerne have lyst til at lære mere om spring – du behøver ikke være ekspert. Det vigtigste er, at du synes spring er det fedeste
Og ja… du skal heller ikke være bange for at tage fat og løfte et spring eller to, når banen skal klargøres til årets DM
Opgaverne kan blandt andet være:
- Sparring om afvikling og rammer
- Idéer til baneopsætning og flow
- Klargøring og justering af springbanen
- Sikre en fed oplevelse for ryttere og publikum
Det her er udvalget for jer med energi, ambitioner og lyst til at gøre noget ekstra for DM 2026.
Prik en ven, du drømmer om at bygge DM’s fedeste springbane sammen med – eller én der altid har en mening om, hvordan det “burde” gøres

Præmieceremoniudvalget
Lyd fra We Are The Champions. Musikken spiller, hestene er smukke, og publikum står med klump i halsen.
Er du typen, der har sans for struktur og elsker at planlægge, hvordan tingene skal afsluttes på den helt rigtige måde? Så er dette udvalget for dig!
Her får du næsten frie tøjler til at være med til at beslutte, hvordan præmieceremonien skal afholdes – så flest muligt kører hjem med våde øjne og fantastiske minder.
Du behøver ikke have lavet en præmieceremoni før – lysten til at bidrage og skabe magiske øjeblikke for ryttere og publikum er det vigtigste .
Prik en ven, der elsker at planlægge store øjeblikke – eller én, der altid sørger for, at tingene går glat, og som ville elske at stå i centrum for DM’s helt store finale .

Stald & Camping
- Koordinere salg af wrap og spåner
- Sørge for god og overskuelig inkvartering af heste, trailere og hestepas
- Hjælpe med struktur og overblik på campingområdet
- Pynte stalden op, så den emmer af DM-stemning.

Sponsorudvalg
Kender du én, der kan sælge sand i Sahara? Eller én der ved præcis, hvilke præmier vi skal have fingrene i – og ikke er bange for at spørge? Så er Sponsorudvalget lige noget for jer!
Her handler det om at være kreativ, opsøgende og modig. Vi er i alle aldre – og du skal bestemt ikke være bange for at “rage” fede ting og sager til vores præmieudvalg .
Opgaverne indebærer blandt andet at:
- Kontakte og indgå aftaler med sponsorer
- Skaffe lækre og attraktive præmier
- Koordinere og holde overblik over sponsorater
- Forberede print, diplomer og laminering
- Fordele præmier til klasserne
Det er en af de sjoveste roller, og der gives online highfives, når en præmie er i hus!
Der er spænding, fællesskab og masser af god energi.

Markedsføringsudvalget
Er du den næste uopdagede influencer? Drømmer du om markedsføring, er du en fantastisk kommunikatør, eller har du idéer til, hvordan vi kan råbe endnu højere om DM og informere medlemmerne bedst muligt?
Så er det dig, vi mangler!
Med ros fra DM25 tager vi afsæt i tidligere metoder, men vi vil være mere til stede end nogensinde – på Facebook, i nyhedsbreve, på hjemmesiden og selvfølgelig i stories, reels og opslag.
Hvis du elsker kreativ formidling, digitale medier og vil være med til at gøre DM 2026 synligt og spændende, så er dette udvalget for dig.
Tag en ven, der altid har gode idéer til opslag, eller én, der elsker at kommunikere og inspirere andre.

Fællesspisningsudvalget
OBS: kun Lørdag Festaften udvalg
Sammenhold skabes over fantastisk mad – og til DM 2026 mangler vi engagerede mennesker til to fællesspisninger, som skal gøre stævnet ekstra hyggeligt.
Der er stort set frie tøjler til, hvordan festaftenen skal afvikles – ingen idéer er for vilde, og ingen drømme er for store. Vi drømmer om en festaften, hvor alle føler sig velkomne, hvor man kan lære hinanden at kende, og hvor maden er så god, at ingen vil gå derfra .
Hvis du elsker hygge, mad og fællesskab, så er dette udvalget for dig!
Tag en ven, der altid bringer gode idéer og god energi – eller én, der bare elsker at samles om et bord med fantastisk mad.

Børneaktiviteter
Ved du, hvad børnene skal underholdes med?
I dette udvalg er ingen idéer for vilde – her handler det om at finde på sjove, kreative og hyggelige aktiviteter for børn, unge og unge sjæle, når de ikke sidder på en hest.
Vi drømmer om, at hele familien føler sig velkommen, og at DM bliver en oplevelse for alle aldre. Med din energi og fantasi kan vi skabe grin, glæde og minder, som børnene vil huske længe efter stævnet.
Tag en ven, der altid har fantastiske idéer til lege og aktiviteter – eller én, der elsker at skabe sjove oplevelser for de små .


